Jeg mødte for ikke så længe siden en stakkels mand, der var i sorg – han var ikke stakkels på grund af sin sorg, men fordi han forgæves havde forsøgt at slippe for konstant at blive konfronteret med; “du skal tale om, hvordan du har det, for ellers risikerer du, at dit liv bliver ødelagt, og så kan du ikke fungere …”. Tal om sorgen. Tal om døden. Tal om barndommen. Tal om alt. I vores, efterhånden gennempsykologiserede, samfund, er vi opdraget til, at vi partout skal tale om alting samt, at dette per definition hjælper os i en given livssituation. Underforstået, vi skal handle på dét, der i situationen ikke virker. Vi må helst ikke være ødelagte. Til at hjælpe med alt dét, der ikke virker, har vi de professionelle, som sørger for at de gamle kommer på plejehjem, de døende på hospice, de skæve børn i specialskoler osv osv. Men hvad er det lige eksakt, der skal virke? Nogle gange magter vi bare ikke at fungere 100 % – det er et menneskeligt vilkår – og indimellem tror jeg, at netop dét at tale om det, kan gøre mere skade end gavn. Vi kommer måske til at problematisere noget, der slet og ret kan være et af livets vilkår.

I Den Nationale Sundhedsprofil, der netop er udkommet for 2018, viser det sig, at 13 % af os har et dårligt mentalt helbred. Derfor har psykologbehandling aldrig været mere udbredt. Mere end hver femte dansker har været i behandling hos en psykolog, og Dansk Psykolog Forening vurderer, at antallet af psykologer vil stige med 40 procent de næste 10 år. Så der er gang i snakken, og det er nærmest blevet normen at opsøge en til psykolog. Jeg vil understrege, at jeg anerkender og har stor respekt for, at mange har et reelt behov for at tale med en psykolog og at mange bliver hjulpet. Jeg tror til gengæld også, at vi ofte er for hurtige til at få os selv bildt ind, at vi ikke er helt normale, når vi havner et sted i livet, hvor vi ikke lige fungerer optimalt af mere eller mindre indlysende grunde. Jeg har ikke sjældent hørt sætningen; “ … det kan jo aldrig skade at tage en snak med en psykolog”. Jo, det kan det. Det siger min erfaring mig. Jeg har mødt mennesker, der var blevet støttet i at lukke op for gamle minder og traumer, som helt givet allerede havde været med til at forme det menneske, de var nu, men som trods alt ikke styrede deres eksistens. Minder som nu skadede mere end de gjorde godt ved at have givet fortiden så stor magt i deres liv, at den blokerede for fremtidens muligheder. Jeg forsøger ikke at sige, at vi skal feje alle vores ubehageligheder ind under gulvtæppet – tværtimod. Vi skal netop se på, hvad der er og måske især på, hvorfor det er der – men blot ikke hele tiden. Kierkegaard har et glimrende billede på det. Han siger, at mennesket er at sammenligne med en rytter, hvor fortiden sidder fast bag på hesten. Vi kan ride så stærkt vi vil, men vi kan aldrig ride væk fra fortiden. Spørgsmålet er altså ikke, hvorvidt fortiden er en del af os – det er den – men mere, hvor ofte vi vender os om for at kigge på den.

Om end det er et lidt banalt billede, er det ret beskrivende, for jeg må spørge mig selv om vi nogle gange kommer til at tale problemerne frem og glemmer vejen foran os, når vi, som den største selvfølge, kaster os over de professionelle, hver gang vi vender os og ser tilbage på fortiden? Der findes mange gode tiltag som f.eks. telefonlinjer, hvor man har mulighed for at ringe ind og tale med et menneske om sine bekymringer, problemer eller sorg – oven i købet helt anonymt. Folkekirken udbyder f. eks. samtalegrupper for gravide, fordi det viser sig, at det åbenbart rejser nogle yderst eksistentielle spørgsmål, når man pludselig står over for det at blive forældre. Surprise… Hvordan kan det gøre andet – sådan har det altid været – for alle. Det er svært at have noget imod disse umiddelbart sympatiske tiltag og tænk, hvis man samtidig kunne forebygge både stress, depression og kompliceret sorg. Vi glemmer bare lige bagsiden af medaljen – nemlig, som tidligere sagt, at vi med alle disse tiltag også kan komme til at overproblematisere noget, der i grunden er en naturlig præmis for vores eksistens. Vi forsøger for ofte at løse noget, der ikke lader sig løse – noget, vi i stedet må lære at acceptere og leve med, på trods af den lidelse det kan bære med sig.

Hvad den professionelles (be)handlen ikke altid rummer, er den mulighed, at det menneske, der forekommer ødelagt eller i øjeblikket ikke fungerer, faktisk er fuldstændig normalt, og at man ikke nødvendigvis behøver at reagere og sætte ind med terapeutisk samtale. En gang imellem burde der derimod ordineres stilhed. Stilhed i form af bøn. Og med bøn mener jeg ikke bestillingslister og bebrejdelser af Gud i lange indkrogede monologer. For vi kan først mærke Guds nærvær, når vi netop tier, er tavse og vender blikket væk fra os selv. I selvforglemmelsen får vi mulighed for at mærke Guds nærvær – eller sagt lidt mere erfaringsnært; andre menneskers nærvær. Så inden du bestiller næste tid hos din terapeut, kan du passende lægge vejen forbi kirken. Der er en tid til at tale og en tid til at tie.