En dag på Rigshospitalet gik jeg ind i en elevator på 16. sal. Et par etager nede stod en mor stod med sin datter i en kørestol med en spastisk lammelse og ventede. Elevatoren var nærmest allerede fyldt og alle håbede på, at moren ville opgive at presse sig ind. Men hun insisterede på at komme med, og modvilligt rykkede vi sammen. Jeg bemærkede et ubehag brede sig, og kunne næsten høre folks tanker; “bare jeg ikke kommer for tæt på, bare denne mærkelige pige nu ikke kan finde på at gøre noget, bare hun ikke henvender sig til mig… bare hendes skæbne ikke smitter”. Og tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har været der før. Jeg har selv tænkt sådan. Lige indtil jeg selv fik et barn, der var anderledes.

Moren kiggede kærligt på sin datter, og på trods af datterens måske 11-12 år talte moren til hende som til en baby. Mens hun talte, kæmpede hun for at give datteren overtøj på. Imens fik jeg øjenkontakt med pigen, bukkede mig ned og spurgte – velvidende, at hun ikke selv var i stand til at svare – “Hej, hvad hedder du?”. “Frederikke”, svarede moren overrasket… “vi har lige været til kontrol efter en stor operation, og det gik bare så godt, og nu skal vi hjem og hygge os”. “Det må være en kæmpe lettelse”, svarede jeg. De andre i elevatoren kiggede nærmest chokeret på mig; hvorfor snakkede jeg dog med pigen og hendes mor? Hvorfor skal vi konfronteres med hende? Da vi nåede stuen, kunne folk ikke komme hurtigt nok ud. Jeg sagde farvel til pigen og så, at moren havde en tåre i øjet. “Tak for snakken”, sagde hun.

Scenen i elevatoren er et godt eksempel på, at vi er holdt op med at komme hinanden ved. Det er ikke nyt, at vi ikke taler sammen hverken i bussen eller på gaden og at vi passer vores eget. Men folks reaktion på min snak med pigen i elevatoren fik mig til at tænke over, at vi har taget endnu et skridt i den gale retning, når vi tilmed kigger mærkeligt på dem, der alligevel blander sig i og interesserer sig for andres liv.

Desværre er historien typisk og viser, at vi passer os selv i stedet for at ville fællesskabet. Og dog, vi vil faktisk gerne fællesskabet  – men kun med dem, der ligner os selv. De fællesskaber er ikke svære at indgå – i modsætning til dem, der bringer os i kontakt med andres afmagt – og vores egen rædsel for at blive som dem og selv stå i den. Som f.eks. situationen i elevatoren. Elevatorpassagerernes væmmelse er egentlig utrolig, fordi afmagten jo netop kan binde os sammen. Men problemet er, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op, når vi havner i en situation, vi ikke kan kontrollere. Og vi ved slet ikke, hvad vi skal gøre, når vi bliver mindet om vores egen skrøbelighed. Den, vi i det daglige så ivrigt prøver at flygte fra. Det samme sker, når vi f.eks. møder et menneske i sorg – så ved vi heller ikke, hvad vi skal gøre eller sige – og så stikker vi af. Sårbarheden og det, der er anderledes hos andre, minder os om det uperfekte hos os selv. Særligt i det øjeblik, vi involverer os. Det skete også for mig i elevatoren. I det øjeblik jeg talte til pigen, kom jeg i kontakt med min egen families skrøbelighed og med følelsen af, hvor vigtigt det er, at nogle vil MIT barn – vil os. Ægte fællesskab betyder, at vi bærer byrderne sammen. Jeg kan så meget – også have et handicappet barn – hvis bare jeg ikke bliver overset. Jeg vil ses. Ikke overses. Ikke negligeres.

Jeg tror, det var dét, moren reagerede på i elevatoren; hun blev set. For én gangs skyld. Og det må ske ret sjældent, når hun ligefrem bliver så berørt af det, at hun fælder en tåre. Det er vildt –  det burde være reglen frem for undtagelsen, at en mor i så vanskelig situation følte sig set. Hvorfor er det overskudsmennesket – i elevatoren og i livet i almindelighed –  der undviger fællesskabet?

Fordi jeg selv – med mit handicappede barn – er voldsomt konfronteret med afmagten, har jeg som noget naturligt reflekteret over, hvad der foregik i elevatoren. Men vi behøver ikke selv at have erfaret den form for afmagt, for at kunne finde det overskud frem. Vi snyder os selv, når vi løber fra afmagten, fordi der er så meget potentielt fællesskab i den, hvis vi tør blive stående. Den dag du selv står afmægtig – for det kommer du til – vil du også have brug for et fællesskab. Så med fare for at lyde som en gammel hippie; lad os interessere os for hinanden, rykke sammen i elevatoren og ikke mindst i afmagten. Lad os ikke kun passe på os selv.