“Kom ind i kampen, præster”. Således lød for nyligt overskriften på debatredaktør Johannes Henriksens leder i nærværende avis. I denne, beskriver han, hvordan der er sket en karakteristisk ændring af præstens rolle i samfundet fra autoritet og lærd til omsorgsfuld og terapeutisk. Præsten fremstår i dag alene som det empatiske og imødekommende menneske, men som dermed også har mistet sin kulturelle gennemslagskraft. I selvsamme avis, kunne jeg læse en artikel om præsteliv anno 2017. Den er lavet på baggrund af en rundspørge blandt landets præster, der konkluderer, at aktivisme og diakoni spiller en vigtig rolle i præsters selvforståelse. Det tyder altså på, at præster i stigende grad identificerer sig ud fra deres funktion og opgave og ikke udelukkende ud fra teologien, i hvert fald ifølge iagttagerne.

Umiddelbart burde jeg som præst blive provokeret, men faktisk skete det modsatte. Jeg blev opløftet. For der er virkelig et problem blandt os præster i Den danske Folkekirke og vi er nødt til at anerkende det. Vi er for dårlige til at formidle, hvad kristendommen i sin rene form har at tilbyde et menneskeliv – på godt, men så især også på ondt.

I min generation af præster er det ikke længere så vigtigt at definere sig selv ud fra en bestemt teologisk retning, men nærmere ud fra funktion og opgave. Præstestanden er åbenlyst heller ikke undtaget vores tids stræben efter målsætning og visioner. Folkekirken har mistet sin selvfølgelighed i samfundet, og derfor forsøger vi præster med forskellige tiltag at genskabe forbindelsen til folket. Aktivisme og konkrete tiltag er fint og bestemt ikke en modsætning til evangeliet. Tværtimod. Men ind imellem løber vi præster så stærkt efter nye tiltag, at vi glemmer at spørge os selv, hvorfor vi overhovedet gør det. Hvis missionen er at bringe kirken tilbage til folket, så er jeg ikke sikker på, at den lykkes.

Efter min mening, skal vi nemlig ikke kun være optaget af, hvordan vi får genskabt forbindelsen til folket, men nærmere hvorfor? Først og fremmest selvfølgelig fordi vi tror på, at folket har brug for kirken, hvilket de gængse rigeligt benyttede kirkelige ritualer ved livets overgange vidner om. Men mindst lige så meget når livet viser sig fra sin skæve side, når det bliver fyldt med sorg og angst – når vi opdager, at vi ikke er herre i eget hus. Lige præcis dér har vi brug for kirken. Men hvordan skal folket vide det, hvis de kun bliver mødt af tiltag, der er tilpasset livets lyse sider, når de slår op i sognebladet? De ser kun halvdelen af dét den ellers imødekommende, empatiske og rummelige folkekirke kan tilbyde. Hvis vores kirke skal rumme folket, handler det ikke om at finde på nyt, der lige passer ind i tidens ånd – eller mangel på samme – men måske snarere at vise og give, hvad der allerede er. Nemlig evangeliet. Evangeliet, som, med Luthers ord, rummer os som mennesker, hvor vi end er i livet, med sin grænseløse nåde. Og med det mente Luther ikke, at denne grænseløse nåde betyder, at vi kan gøre alt, hvad vi har lyst til. Evangeliet stiller nemlig samtidig krav til os om, at vi skal forstå og erkende, at der i dét at være menneske, ligger en begrænsning. Og det er netop, når vi støder på denne begrænsning, at vi har vi brug for at høre evangeliets ord om, at på grund af og på trods af lidelse, angst, fortabelse, afmagt og død er der stadig barmhjertighed og kærlighed. Dette kræver dog, at vi præster bliver bedre til at formidle budskabet om, at det ikke ender med død, men med opstandelse.

På dette års Bogforum havde jeg den fornøjelse at interviewe Bente Hansen om hendes anbefalelsesværdige bog “Ugudelighed? Tro, tvivl og tøven”. I denne formår hun at opsummere 2000 års kirkehistorie med fokus på, hvordan troens plads har ændret sig i takt med tidens udvikling. Bente Hansen beskæftiger sig særligt med moderniteten, der løbende har skabt en bekymring for, hvor og hvorvidt troen overhovedet har en plads i fremtiden, eller om der i kølvandet på sekulariseringen er sket en afkristning af folket. Bente Hansen deler ikke denne bekymring. Tværtimod mener hun, at det blandt andet handler om uvidenhed. Folk i dag har ikke kendskab til kristendommen og præsterne er generelt for dårlige til at formidle den, og det ender ofte med det, hun selv kalder en gang teologisk lirum larum, som ingen i sidste ende forstår. Måske ikke engang præsten selv.

Er det derfor mange præster løber rundt og bliver aktivister – fordi de er bange for, at folket bliver afkristnet? Måske, men jeg tror, at frygten for afkristningen hænger sammen med noget andet, nemlig frygten for at evangeliet ikke har nok at tilbyde det moderne menneske. Og bliver sagens kerne i sidste ende så, at for mange præster ikke selv tror på budskabet? For så er det forståeligt, at folket heller ikke finder det interessant, endsige forstår det. Lad det være sagt, at der ikke er en diskrepans mellem det at være aktivistisk og evangelisk. Men lad os sammen gå ind i kampen med alt, hvad evangeliet har at tilbyde menneskelivet i både medvind og i modvind. For det skal, som førnævnte debatredaktør skriver, ikke handle om samtidens nåde, men om evangeliets kraft. Den kraft, som vi har så hårdt brug for, når vi rammes af livets uundgåelige paradokser.