En mand, der havde mistet sit barn, fortalte i en større forsamling om sin kamp for at få barnet til at overleve en sygdom med minimale overlevelseschancer. Han havde løbet efter et mirakel, der kunne helbrede barnet – også indtil det sidste, hvor alt håb reelt var ude – i stedet for bare at være sammen med sit barn i den sidste tid og tage en meningsfuld afsked. “Jeg fik ikke sagt ordentligt farvel. Og det har jeg svært ved at tilgive mig selv for”, sagde han.

Blandt tilhørerne var der en præst, som øjensynligt havde det svært med mandens tilgivelsesproblemer: “Jeg er HELT sikker på, at dit barn ville ønske, at du kunne tilgive dig selv”, sagde han. Mandens svar kom tydeligvis bag på præsten: “Jeg kan sagtens tilgive mig selv for ikke at kunne tilgive mig selv”. Han havde selv ingen problemer med det, fordi han anså det med tilgivelsen som et anliggende mellem ham og Gud. Det havde præsten til gengæld, for han blev ufortrødent ved med at tale om, at manden skulle tilgive sig selv, til trods for dennes gentagne svar om, at han sådan set ikke havde brug for det. Så hvad er det egentlige problem her? Hvorfor var præsten så insisterende på noget, som manden åbenlyst ikke havde behov for? Pointen her er ikke at hænge denne præst ud, for han sagde sådan set bare dét så mange andre tænkte: “Bare denne sorgfulde mand dog ville tilgive sig selv”. Så præsten kom blot til at repræsentere det moderne menneske. Og det moderne menneske lider under et forvrænget billede af, hvad tilgivelse – og dermed dom – handler om.

I dag er vi fokuserede på, at vi skal tilgive os selv. Først og fremmest fordi, at når vi gør det, så har vi stadig en eller anden form for kontrol over livet. Men ikke mindst også fordi der ikke er andre, der skal gøre det. I denne individualistiske tidsalder, hvor vi selv vil sidde ved roret, er det kun vores egen dom, der gælder. Men jeg har nyt (og faktisk er det ikke spor nyt) til alle jer, der har glemt, hvem der i virkeligheden bestemmer. I sidste ende er det ikke os mennesker, der skal dømme, men derimod Gud. Og dét har mange svært ved at forstå. Folk vil gerne tale om den kristne Gud – men kun hvis det handler om næstekærlighed og det evige liv. Så snart vi taler synd eller Guds dom, så står vi af. For “ingen skal pege fingre af mig. Det er mig, der dømmer!” Sagen er blot den, at vores egen dom måske er den hårdeste. Jeg priser mig lykkelig for, at det er Gud, der skal dømme i sidste ende. Det er jeg nødt til at sige, for jeg har ikke levet fejlfrit. Så hvis jeg skulle dømmes af andre mennesker eller – endnu værre – af mig selv, ville dommen blive urimeligt hård. Jeg har begået fejltagelser i livet – ikke nødvendigvis med vilje eller med onde intentioner, men jeg har gjort ting, som jeg senere har fortrudt. Og jeg er tryg ved, at mange af jer kan sige det samme. At dømme os selv og andre er menneskeligt. Det er umuligt kun at se det gode i alle mennesker og os selv hele tiden. Men vores, menneskets, dom er hård. Derfor bilder vi os selv ind, at det er lettere for os, hvis vi samtidig kan tilgive – ikke mindst os selv. Og det er det sikkert også, men i visse situationer er det bare umuligt! Som f.eks. for den far, der mistede sit barn uden at have taget ordentlig afsked. Han kan aldrig gøre det om – og det ville være ganske umenneskeligt at bede ham om at skulle tilgive sig selv. Heldigvis er han klog nok til at overlade tilgivelsen til Gud.

Det sker ofte, at jeg taler med mennesker om Guds dom, selvom de normalt ikke beskæftiger sig med Gud. Men når der sker noget rigtig dårligt for os, kan vores gudsbillede ændres fra at være en tro på en kærlig og barmhjertig Gud til en dømmende Gud. Og når han dømmer, så dømmer han hårdt. Men det dømmende gudsbillede handler om noget helt andet, nemlig om vores egen dom over os selv: ”Jeg må ikke fejle, for så er det min egen skyld, at jeg bliver straffet”. Sådan en dom er et umenneskeligt pres at lægge på sig selv, blot fordi man ind imellem simpelthen ikke formår at bevare håbet, tænke positivt eller tilgive sig selv.

Det er et menneskeligt vilkår, at vi ikke altid gør det rigtige – enten fordi vi er egoistiske og hellere vil noget andet, eller fordi vi i situationen virkelig handler i den tro, at vi gør det bedste. Men fejltrin stempler ikke nogen til at blive fortabte. I hvert fald ikke ifølge det Gudsbillede man finder i det Nye Testamente. For her tilgiver Gud, på trods af man har begået fejl. Ja, han er måske den eneste, der rent faktisk er i stand til at tilgive. Det er sådan set dét, syndsforladelse handler om.

Tilgivelsen er at lade Gud dømme. Guds dom er bedre end vores, fordi han er den eneste, der formår at se forbi alt det dårlige vi indeholder, og lade det gode komme frem. Manden med det døde barn havde det fint med, at han ikke kunne tilgive sig selv, fordi han troede på, at Guds dom var nådig – at Gud kunne tilgive ham. Hvorfor måtte han ikke holde fast i det? Når selv præster løber væk fra Guds dom, så forstår jeg godt, hvorfor alle andre også gør!